Memoirs of an Arabian Princess from Zanzibar

Selvbiografi af Emily Ruete, Zanzibar

Salamah bint Said blev født 30. august 1844 som datter af Sultan Seyyid Said af Zanzibar og Oman. Hun voksede op i paladset Bet il Mtoni i sin fars harem blandt et utal af hustruer og børn. Salamah var i en tidlig alder på kollisionskurs med traditioner og kønsroller. Hun lærte at ride og skyde, og hun lærte sig selv at læse og skrive, hvilket var uhørt på den tid, blandt arabiske kvinder.

Hun forelskede sig som purung i en tysk mand, Rudolph Heinrich Ruete og flygtede fra den offentlige mening i Zanzibar, da det rygtedes at hun var blevet gravid med ham. I Tyskland giftede hun sig med ham, konverterede til kristendommen og kaldte sig herefter Emily Ruete. Efter tre år og tre børn døde hendes mand, og Emilys liv blev omtumlet og fattigt. I et forsøg på at tjene lidt penge skrev hun denne selvbiografi som også havde til formål at bevare hendes fortælling for sine børn, som hun ikke havde kontakt til i lange perioder pga sin omflakkende tilværelse.

Hun forsøgte at kræve sin royale arv og ret i Zanzibar, hvilket ikke lykkedes for hende

.Den tyske statsmand Otto von Bismarck forsøgte at kuppe sig til magten på Zanzibar ved at indsætte Emilys broder som marionethersker. Heller ikke det lykkedes og Emily fik aldrig oprejsning.Hun dør af lungebetændelse i Tyskland i 1924.

Drabelige fortællinger

Noveller af Bernard Quiriny, Belgien

Drabelige fortællinger. Hvem skulle have troet at en belgisk professor i offentlig ret kunne skrive så gotisk godt? Bernard Quiriny har bedrevet en samling noveller der giver mindelser til Villy Sørensen og Ray Bradbury på en gang.

I en humoristisk og fabulerende stil fortælles f.eks. om litteraturkritikeren, der beslutter sig for hver dag i en måned at slå en forfatter ihjel: “Den 10. Caroline Berson. Charmerende kvinde, munter, fuld af energi sin alder til trods, og tilmed en god forfatter. Hun har fire døtre, der alle er kendte (en elendig romanforfatter, to skuespillere og en journalist), og som ikke kan fordrage hinanden. I flere år har man i deres kreds sagt, at der bliver krig om arven, når hun dør, og at der vil blive udgydt blod i pressen. Det glæder jeg mig til at se.”

Læs også om den mystiske lidelse, der får folks hud til at blive blå efter at de har haft sex. Eller om forskerholdet der møder mystiske folk i Amazonas, bl.a. en stamme, hvor alle er blinde. Eller om manden der gør kvinder gravide via sine fantasier og opdager at det ikke altid er en bamhjertighedsgerning. Eller den om manden, der taber sit skelet.

Undertegnede er vild med bogen, og anbefaler den varmt.

Den blå himmel

roman af Galsen Tschinag, Mongoliet

Forfatteren beretter med vid og humor om sin opvækst i Mongoliets bjerge. Om familien, om sin elskede bedstemor, om sin endnu mere elskede hund, Arsylang, om kulturen og livet i jurtegården set gennem et par undrende barneøjne.En virkelig sjov, spændende og velskrevet roman. Hvad kan jeg sige mere andet end: læs den.

Native Dance: An African Story

Novelle af Gervásio Kaiser, São Tomé e Principe

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke litteratur i verdensklasse, men Native Dance er for så vidt heller ikke dårlig – lidt ‘nå ja’ i bedste fald.

Det er temmelig svært at finde skønlitteratur fra São Tomé e Principe, som er en lille østat ud for Afrikas vestkyst. Den blev dannet da portugiserne koloniserede øerne i 1500-tallet. Før da var de ubeboede, og fik en meget sammensat befolkning af portugisere, kreoler og slaver. Landet fik sin selvstændighed i 1975 og er i dag et af de fattigste lande i verden med en kolossal udlandsgæld.

Som sagt: det er ret umuligt at finde skønlitteratur fra landet, især hvis man ikke taler portugisisk, for gør man det, skulle Olinda Beja være et godt bud. Men jeg faldt over denne lille sag på 10 – 12 sider. Den kan købes som e-bog for under 2$, men skal jeg være ærlig så køb den kun, hvis du vil læse en bog fra hvert land i verden, eller hvis du vil træne dit engelske. Det er den til gengæld velegnet til, hvilket giver god mening eftersom forfatteren, Gervásio Kaiser, er engelsklærer. Litterært er den kun lige ok. Den er læst på få minutter, og den giver en lidt intetsigende slice of life: Makengo forsvarer en lille dreng, får en straf og en belønning. Jeg kan ikke røbe hvad straffen og belønningen er, for så er hele novellen genfortalt.

Bogen er et sødt forsøg på litteratur fra et land uden de store forfattere.

Vejen uden ende

Roman af Mochtar Lubis, Indonesien

En roman om frygt og idealer, står der på omslaget, og disse seks ord koger hele bogen ned til dens essens

Den foregår i tiden efter 2. Verdenskrig. Indonesien er en kogende kedel af uro og oprør. Den japanske besættelse er fordrevet og Holland har til hensigt at genopbygge kolonistyret i det krigshærgede land med hjælp fra engelsk/indiske militærtropper. Skolelæreren Isa bliver uden at ville det en del af den indonesiske modstandsbevægelse, en rolle han mildest talt har det elendigt med. Han og hans hustrus hverdag er præget af fattigdom, sult og angst.

I revolutionsgruppen møder Isa Hazil, der er fuld af idealistiske principper og modigt tilsidesætter sin angst for at kunne tjene sagen. De arbejder sammen i en sabotageaktion, som bliver en anledning for Isa til at filosofere over angsten som et grundlæggende livsvilkår for mennesket.

Mochtar Lubis (1922 – 2004) var redaktør for dagbladet Indonesia Raya og litteraturtidsskriftet Horison. Han var en skarp kritiker af både Sukartos og Suhartos regimer, hvilket sendte ham i husarrest og fængsel. Han har fået flere store priser for sine bøger, bl.a. den prestigefyldte Ramon Magsayasay Award.

Baba Jaga lagde et æg

Roman af Dubravka Ugrešićs, Kroatien

Dubravka Ugrešićs roman i tre dele har gamle kvinder som hovedpersoner. Gamle kvinder som er støbt over mytefiguren Baba Jaga, der i slavisk/russisk tradition er den frastødende, ækle heks, der kan forvandle sig til alt, hende, der æder småbørn og fordrejer hovedet på unge mænd, og som i varierende former er kendt over hele verden. Skikkelsen og fortællingen om hende er sat i en moderne kontekst, dels i en Zagreb-forstad, hvor fortælleren har sine udfordringer med sin demensramte og krævende mor, dels i et moderne eventyr om Beba, Kukla og Pupa, tre levekvinder med sans for luksus og livets goder, der ferierer på et tjekkisk kursted.

Sidste del af bogen er en fiktiv analyse af de to første dele af romanen, som stadig på romanenes præmisser kommer tæt på de symboler fortælleren benytter og som knytter hovedpersonerne sammen med myter om gamle grimme hekse.Dette er en feministisk roman med glimt i øjet og rasende spændende, hvis man er til symbolfortolkning og verdensmyter.

Ministeriet for den ypperste lykke

Roman af Arundhati Roy

Da Arundhati Roy blev spurgt om, hvad Ministeriet for den ypperste lykke handler om, vidste hun ikke hvad hun skulle svare og med god grund, for bogen er et sammensurium af fortællinger fra det moderne Indien, der væves ind i hinanden og med et persongalleri der næsten sprænger farveskalaen.

Som læser føres man rundt i Indiens kroge og afkroge, fra Delhi til Kashmir, fra den pulserende storby til skovene i Centralindien. Vi følger hermafroditten Anjum/Aftab som bor på en gravplads, hvor hun bygger sig et hus og senere et pensionat. Vi følger også Tilo og hendes mænd og så er der det gådefulde sorte spædbarn, der dukker op i Delhis slum indsvøbt i skrald. Og så er der jo Kwabgah,, Drømmenes hus, hvor beboerne tilhører hele kønnets spektrum: hermafroditter, homoseksuelle, transpersoner.

Bogen er som sagt vanskelig at referere. Det er en bog om køn og kærlighed; om tro og konflikter og som læser må man acceptere, at der ikke er en rød tråd i bogen, men at man kastes hid og did i et hvirvlende eventyr af mennesker og begivenheder.

Bogen er absolut en værdig arvtager efter debutromanen De små tings Gud, som blev udgivet i 1997 og som Arundhati Roy fik Bookerprisen for.

How to Make Love to a Negro Without Getting Tired

Novelletter af Dany LaFerrière, Canada

Da Dany LaFerrière udgav denne novellettesamling i 1985 var der ingen der troede på, at han var sort. Det var umuligt at skrive sådan med mindre man var hvid, mente læserne. Først da der blev offentliggjort billeder af forfatteren, måtte kritikerne overgive sig, og de blev øjeblikkeligt delt i to lejre: de, der syntes at han var moralsk fordærvet og ude af trit med god tone og moral og i øvrigt et forældet præ-Black Power udkrads, og så de, der hyldede ham for at være sjov og guddommeligt talentfuld. Sammenligningerne stod i kø: han var Canadas svar på Henry Miller, Charles Bukowski, Elridge Cleaver, Jack Kerouac og snart sagt hver en beatnik man kunne komme i tanker om. Sikkert er det i hvert fald at LaFèrriere ikke går af vejen for at lufte sine erotisk-satiriske betragtninger om racistiske og sexsuelle forestillinger og fordomme. Og det er ikke for de sarte. 50 Shades go home.

Hovedpersonen Man er forfatter og deler lejlighed med Bouba, som er en drikfældig dagdriver med hang til Charlie Parker og Freud. Han ligger og udtænker store teorier som man skal være mere end krøllet i hjernen for at forstå. Bl.a. mener han at skønhed er et udtryk for termodynamik og lufter metafysiske betragninger over begærets oprindelse. Man på sin side ynder at fyre koranvers af ved enhver lejlighed og er mere end almindelig heldig mht hvide kvinder. Men som HANS forfatter, altså Dany LaFerrière engang har udtalt: Historien har ikke altid være god ved os (sorte), men vi kan altid bruge den som afrodisiakum.

Du må ikke dø

Roman af Samar Yazbek, Syrien

I en kælder i Damaskus sidder en ung kvinde og skriver om dagene før, under og efter Assads giftgasangreb på sin egen befolkning i 2013. Kvinden, der af omgivelserne regnes for at være sindssyg lever sit liv igennem ord, billeder og farver. Dette bliver hendes overlevelsesstrategi i en kaotisk og ensom tid, hvor bomberne falder og mennesker dør som fluer omkring hende. Kaosset understreges af fortællemåden hvor handlingen springer frem og tilbage i tid og sted. Også mere end godt er for flowet i fortællingen

.Samar Yazbek har vundet stor anerkendelse for sine romaner og reportager og anses for at være en af de vigtigste arabiske forfattere i nyere tid.

Chik and his Friends

Roman af Fazil Iskander, Abkhasien

I Kaukasus, helt ud til Sortehavet finder vi Abkhasien, som er en selvstyrende republik i Georgien. Ønsket om selvstændighed er stort men ikke anerkendt af mange – og heller ikke af FN. Området huser et utal af folkeslag, og som repræsentant for disse har jeg valgt Fazil Iskander, der er blevet kaldt Abkhasiens Mark Twain – og ikke uden grund.

Hovedpersonen Chik har virkeligt et åndsfællesskab med Mark Twains Tom Sawyer. I Chik and his friends ser vi verden gennem barnets øjne og med barnets logik og fortolkning. En humoristisk perle af en bog fra et hjørne af verden, der har været grumme meget krig og ufred igennem