Roman af Shahrnush Parsipur, Iran
Shahrnush Parsipurs lille roman om en gruppe kvinder i 50’ernes Iran har allerede opnået klassikerstatus. Den handler om undertrykkelse, frigørelse, seksualitet og drømme sat i en magisk-realistisk ramme. En prostitueret, en kvinde der vil være et træ, en lærerinde og et par gammeljomfruer mødes i en have i Teheran og skaber sig en ny start i livet, som er tro mod deres egne ønsker.
Hvis du læser bogen, må du ikke snyde dig selv for det interessante efterskrift af bogens oversætter, Nazila Ghavami Kivi, der giver en hjælpende analyse af iransk kultur og sprog og – nok så interessant – et kort rids af begivenhederne omkring statskuppet i 1953, der blev igangsat af CIA og MI6 for at sikre olieforsyningerne til det multinationale olieselskab BP.